Musikmagasinet GAFFA

Talentfuld dansk singer-songwriter krydrer sit nye album med afrikanske grooves

* * * * (4 stjerner) – af Ivan Rod 

Det er ti år siden, hun til anmelderros pladedebuterede i eget navn. Men først nu foreligger et opfølgende album. Colour of my Time er til gengæld så vellykket, at man fristes til at sige, at det har været ti års venten værd. Pop-albummet Colour of my Time emmer af afrikanske grooves, og netop dét er et fedt nyt krydderi.

Som på debuten omgiver Rikke Lie sig med et hav af dygtige musikere, men mange af disse er denne gang fra Afrika – det er musikere som gambianske Dawda Jobarteh, ghanesiske Ayi Solomon og mozambikanske Isabel Novella. (Sidstnævnte er Rikke Lies svigerinde, så det afrikanske islæt er hverdag for Rikke Lie).

Det fede er, at Rikke Lie på organisk troværdig vis formår at smelte to vidt forskellige musiske elementer sammen – nemlig nutidig dansk folk, singer-songwriting eller vokaljazz og traditionel afrikansk instrumentering, sound og grooves. Hvor debuten rent genremæssigt fremstod som rummende folk-jazz med elegante grooves (og elementer af latin og afro), fremstår Colour of my Time som et stringent miks af det danske og det specifikt afrikanske. Og det fungerer virkelig godt i de velturnerede popballader, som alle bærer Rikke Lies signatur.

JazzSpecial no. 140

– af Jakob Hassing

Rikke Lie er for så vidt ikke en ny stemme, for ti år siden debuterede hun på cd (og er uddannet sanger fra Rytmekons), men omstændighederne har udskudt en opfølger. COLOUR OF MY TIME er en modnet sangerinde og sangskrivers værk.

Lie går efter det lækre groove og hylder livsglæden – og blander pop, folk og lidt jazz tilsat afrikansk inspiration fra den gambianske koraspiller Dawda Jobarteh og sangeren Tchando fra Guinea Bissau. Hendes tekster kredser om kærlighed, tab og livets foranderlighed og rummer et menneskekærligt budskab, der understøttes af det troværdige udtryk, hun besidder. Instrumenteringen er opfindsom og varieret på denne cd, der er velproduceret og gennemarrangeret næsten til det glatpolerede. Men når man skal gøre helhedsindtrykket op, skal det ikke komme sangerinden til last, at hun har sans for de alsidige muligheder, de medvirkende musikere giver.

Rikke Lie har formået at skabe en cd, der må kunne appellere bredt. Selvom han ikke får megen plads at gøre godt med, synes jeg, der er grund til at fremhæve pianisten Ben Besiakov (af Ben Webster som bekendt kærligt kaldet “Little Ben”), som på blandt andet Something’s Changed demonstrerer spilleglæde og overskud.

Kulturkongen

* * * * (4-stjerner) – af Hans Christian Davidsen

Det er et helt fodboldhold, Rikke Lie stiller med som musikere på »Colour Of My Time«. Holdet spænder fra violonisten Kristine Heebøll, der mest gør sig inden for den kontemporære folkemusik, over den viltre afrikanske percussionist Ayi Solomon til vokalerne Isabel Novela og Tchando fra henholdsvis Mozambique og Guinea. Udtrykket er derfor også mangfoldigt og varieret. Vokalen er tydeligvis i singer-songwriter-afdelingen, og musikken lidt afro-latin hér og lidt folk-jazz-agtig dér.

»Colour Of My Time« er titlen på albummet, der ironisk nok er creme-farvet på omslaget, hvor Rikke Lie stiller op i en hvid kjole. For der er masser af meget forskellig kulør på albummet. De afrikanske bands og solister tilfører albummet nogle spændende og mere komplekse rytmer, end vi er vant til inden for genren. Det gør pladen desto mere interessant at lytte til.

Rikke Lie har holdt en pause på ti år siden debutten, »Style Of Glamour«. Så lang en pause behøver hun ikke tage sig næste gang. Med numre som »Cold Breeze«, »Flashback«, »Hearts Of Blood« og især »Old Capulana« viser Rikke Lie, at hun både musikalsk og tekstmæssigt har en masse på hjerte. Latin eller singer-songwriter kan være meget godt et par numre eller tre. Så lurer tomgangen. Men Rikke Lie skifter jævnligt gear.